Det er intenst, og for nogen skræmmende, at være til jobsamtale. Måske er det drømmejobbet, der er på spil, og det er uvant for de fleste af os at sidde og sælge os selv over for fremmede mennesker, der måler og vejer hvert eneste ord, vi siger, vores fremtoning og vores kropssprog. Heldigvis kan du lære at tage ejerskab over situationen og dermed tage føringen i jobsamtalen, så du kan lede snakken hen på de emner, som du vil tale om.
Bestem retningen ved at lægge brødkrummer i din ansøgning (ligesom Hans og Grethe)
Når du skriver din ansøgning så tænk nøje over, hvilke eksempler du vil fremhæve som dem, der understøtter dine kvalifikationer. Du ved selv bedst, hvilke øjeblikke i din karriere, du er særligt stolt af, og som du gerne vil fortælle om. Pir læseren i ansøgningen, så de ikke kan undgå at bede dig uddybe, når du kommer til samtale. Og du må gerne skrive det direkte. For eksempel: ”I mit seneste job fordoblede jeg antallet af virksomhedens følgere på de sociale medier ved brug af alternativ markedsføring, og dén historie deler jeg gerne med jer til jobsamtalen”.
Pointen er, at din ansøgning skal være fuld af de brødkrummer, som fører samtalen i en retning du ønsker og peger på det indhold, som du gerne vil fortælle mere om. Brødkrummer, som du ikke er bange for, arbejdsgiver spørger ind til, for du har nøje udvalgt dem og ved, hvad du vil sige.
Lav en agenda
Det er klart, at arbejdsgiveren har en agenda for jobsamtalen. Han eller hun har forberedt en række spørgsmål til dig og vil på den måde styre slagets gang. Det er alligevel en god idé, at du også selv forbereder en agenda. For det første giver det dig mere selvtillid og ro, fordi du dermed har forberedt dig og har en game plan. For det andet, tvinger det dig til at tænke en masse scenarier og mulige modspørgsmål igennem, som du dermed allerede har overvejet og har et svar parat til, hvis arbejdsgiveren spørger.
Selvom din agenda mere er for dig selv end for arbejdsgiver, vil den hjælpe dig til at styre samtalen. Hvis arbejdsgiver eksempelvis stiller det klassiske spørgsmål: ”Hvorfor mener du, at du er den rette til stillingen?” kan du hive nøgleord og eksempler ud fra din agenda og fra din ansøgning, i dit svar: ”Jeg mener, at jeg er den rette til stillingen, fordi jeg har de kvalifikationer, I efterspørger og desuden kan jeg yderligere bidrage med kreativ tilgang til problemløsning – lad mig give et par eksempler på dette”, og så kan du fortæller de historier, du har forberedt dig på, da du udarbejdede din agenda og historier, som du lagde som brødkrummer i din jobansøgning.